Vejen til toppen: Undgå distraktioner og vælg din omgangskreds med omhu

Den fysiske træner Mads Tömörkènyi oplever ofte, at dårlige valg og en usund omgangskreds bremser udviklingen hos ellers lysende talenter på fodboldbanen. Vil du helt til tops i din sport, handler det om at abstrahere fra en række faldgrupper, mener han.

Mads Tömörkènyi har gennem de seneste par år fungeret som fast træningspartner med flere af landets største fodboldtalenter, hvor han via målrettet fysisk arbejde har rykket de unge drenge et par værdifulde procenter.

Den fysiske træner oplever dog ofte, at nogle af de mest åbenlyse talenter falder fra i utide. Dette skylde ifølge Mads Tömörkènyi en række mangelfulde værdier fra opvæksten samt en manglende evne til at sortere fyld og forstyrrende elementer i hverdagen fra.

- Først og fremmest er det vigtigt, at spilleren har gode vaner med sig i rygsækken og at man kommer fra ordentlig rammer  hjemmefra. Her spiller forældrenes opdragelse en stor rolle, siger han.

Samtidig er sunde kostvaner samt en struktureret tilgang til hverdagens strabadser et must, forklarer den fysiske træner.

- Gode og sunde kostvaner er nøglen til brugbare resultater, hvis man som spiller skal kunne rykke sig på de ønskede parametre. Derudover er det vigtigt at skemalægge din hverdag, så du er sikker på, at du når dine ting. Det kan især være nyttigt, hvis du ved siden af din sport er i arbejde eller under uddannelse, siger Mads Tömörkènyi.

Derudover er omgangskredsen du befinder dig i vigtig i forhold til at nå dine mål. Ifølge den fysiske træner underbygger en række studier, at atleter der bevæger sig blandt andre aktive mennesker har en væsentlig større succesrate end atleter, der ikke har en omgangskreds med samme interesser. En usund omgangskreds kan ligefrem være gift for en spiller med et ellers stort potentiale, siger han.

- Nicklas Bendtner er et klasseeksempel. Hvad er årsagen til, at hans enorme talent er blevet spildt gang på gang? Jeg mener, at ovenstående punkter spiller ind her. Distraktioner fra miljøet og en manglende evne til at abstrahere og sortere dårlige valg fra, er ifølge mig én af årsagerne til, at hans store talent aldrig har udviklet sig, som det kunne.

- Den indre motivation er også utrolig vigtig, hvis du spørger mig. Som atlet skal du være nysgerrig og ærgerrig og hele tiden have lyst til at forbedre dig. Har du ikke den lyst, så kommer du aldrig i nærheden af den absolutte top, afslutter Mads Tömörkènyi.

Den personlige træner fortæller ydermere, at internettet gemmer på mange brugbare informationer, men han appellerer samtidig til, at man er kildekritisk og tænker sig en ekstra gang om, når man surfer rundt efter ny viden.

Tilbage
Andet indhold