Foto: Fauzan Saari
Foto: Fauzan Saari

Table of Justice - Superligaen 18. runde: Hvem spiller til mere end de reelt har fået ud af det?

Én ting er den reelle stilling i Superligaen, hvor F.C. København og FC Midtjylland er stukket af i toppen af tabellen og tre jyske hold indtager bunden. Men hvordan så stillingen ud, hvis man kigger på antallet af chancer og udnyttelsen af disse? Spond har kigget nærmere på den såkaldte Table of Justice efter 18. spillerunde.

Sidste år tog FC Midtjylland sit andet mesterskab i klubbens historie efter en hård tvekamp med de blå/gule fra den københavnske Vestegn.


Guldet kom i hus på en fremragende slutspurt efter sejre i både Parken og på Brøndby Stadion i løbet af forårets kampe. Midtjyderne blev rost for deres evne til at komme tilbage i kampene og for deres fighterindstilling, men kigger man på antallet af expected goals for og imod kunne noget tyde på, at Ulvene fra Herning også var ramt af en lille lykkeamulet.


Twitterprofilen Tap In Fodbold registrerer antallet af chancer for og imod i kampene og kategoriserer dem efter chancen størrelse og hvor ofte sådan en chancen er lig med en scoring. Forårets tal viste, at FC Midtjylland på papiret hentede 41 point (flest af alle og tre point flere end Brøndby IF), men at de "kun" havde spillet sig frem til 29,03 point jævnfør Tap In's beregninger.


Hvordan ser tallene så ud for indeværende Superliga-sæson, spørger du? Hvem har præsteret over evne og hvilket hold har været mere uheldig i sine kampe end andre? Nedenstående billede fra Tap In Fodbold giver et fint overblik:

© Tap In Fodbold

Som tallene viser har F.C. København hentet lidt mere end seks point mere end de er "berettiget" til, mens FC Nordsjælland er det mandskab med den største difference på minussiden. Farum-holdet er således det hold, der har fået mindst ud af deres kreerede chancer indtil nu i sæsonen og Kasper Hjulmands tropper er da også blot at finde på en 9. plads i den "rigtige" tabel efter 18. spillerunde.


Tabellen viser samtidig, at oprykkerne fra Vendsyssel er det mandskab, det er "lettest" at skabe chancer imod (24,02 xG imod), mens FC Midtjylland er det hold, der kreerer flest chancer i deres kampe (28,12 xG for).

Tilbage
Andet indhold