Springet fra 2. division til Superligaen – interview med Adam Jakobsen og Sebastian Czajkowski

Spond har talt med Adam Jakobsen og Sebastian Czajkowski, der begge har taget springet fra 2. division til landets bedste række denne sommer. De to unge offensivspillere deler ud af deres tidlige erfaringer og fortæller om de største forskellige fra en semiprofessionel tilværelse til flere gange daglig træning.

Landets bedste fodboldrække kører igen på alle cylindre efter en kort sommerferie, hvor andre aktører stjal overskrifterne i det russiske, da Didier Deschamps franske mandskab løftede trofæet over dem alle, VM-pokalen.

 

Årets Superliga-sæson byder på tre nye ansigter i form af Vejle, Esbjerg og Vendsyssel, der alle tog springet op fra 1. division sidst på foråret. De tre oprykkere har alle fået en fin indledning på sæsonen, og hos to af klubberne går én ting igen. Vejle og Vendsyssel har nemlig begge forstærket truppen med en profil fra 2. division denne sommer.

 

Spond har talt med 19-årige Adam Jakobsen, der er kommet til Nørreskoven fra Frem, og 21-årige Sebastian Czajkowski, der efter at have scoret mål på samlebånd for B93 nu er at finde i Hjørring hos Vendsyssel FF. Offensivspillerne fortæller om transitionen fra 2. division til Superliga-bold og forklarer hvilke ting, der har overrasket dem mest indtil nu.

 

- Den største oplevelse har helt sikkert været den øgede fokus på den enkelte spiller og detaljeniveauet fra den noget større trænerstab. Det gælder egentlig ikke kun på træningsbanen, men også uden for bliver der gået meget detaljeret til værks, siger Adam Jakobsen.

 

Den opfattelse deler Vendsyssel-spidsen Sebastian Czajkowski også.

 

- Det har især været opsætningen, kvaliteten og fokusset på hver enkel spiller, der har været den største forskel i forhold til tidligere, siger han.

 

De to unge københavnerne har foruden et geografisk skifte til det jyske også skulle vende sig til en øget træningsmængde, der nu ofte byder på mere end ét pas om dagen. Det kan mærkes fysisk, men tilværelsen som fuldtidsprofessionel giver også andre muligheder.

 

- Nogle dage er selvfølgelig hårdere end andre, hvor en lang dag med to træningspas selvfølgelig godt kan mærkes. Men vi er oftest færdige med at træne ved 13-14 tiden, og så har man egentlig fri til at gøre hvad man vil resten af dagen, siger Adam Jakobsen, hvorpå  Sebastian Czajkowski tilføjer.

 

- Jeg har mere fritid end nogensinde før, da jeg hverken har studie eller arbejde at bekymre mig om ved siden af. Så jeg vil ikke sige, at den øgede træningsmængde har haft nogen negativ effekt på mit liv ved siden af fodbolden.

 

- Snarere tværtimod. Udover den øgede mængde fritid, så har jeg også mere tid til at restituere min krop og give den fuldkommen ro efter træning, siger Vendsyssel-spilleren.

 

De to offensivspillere har med skiftet fra landets tredjebedste række til Superligaen også oplevet en øget interesse fra medier og andre fodboldinteresserede, og indtil videre har det udelukkende været forbundet med positive oplevelser.

 

- Den øgede opmærksomhed er noget jeg virkelig nyder. Jeg er ikke nogen genert type og vil gerne frem i verdenen. Så det at mit navn bliver nævnt forskellige steder har jeg ikke noget imod. Det er fedt, siger Sebastian Czajkowski.

 

- Det er svært at give ét overordnet råd, men det mest oplagte er nok at være forberedt på at arbejde hårdt og så evne at kunne tilpasse sig på en ny hylde hurtigt.

 

- Jeg har oplevet flere dygtige 2. divisionsspillere forsøge at tage skridtet op uden held, fordi de simpelthen ikke var forberedt mentalt på den nye udfordring. Man skal være forberedt på, at spilletiden måske ikke kommer fra dag ét og at man har en ny plads i hierakiet, tilføjer Czajkowski.

 

Og netop villigheden til at arbejde hårdt går igen hos Adam Jakobsen, der samtidig forsøger at udvikle sig på andre punkter end sine spidskompetencer.

 

- Det kan være forskelligt fra spiller til spiller, men en god indstilling til træning går at man hurtigere finder sig til rette på det højere niveau. Derudover forsøger jeg på daglig basis at udvikle mig på de punkter, hvor jeg føler at jeg halter lidt efter, siger Vejle-spilleren afslutningsvis.

 

Adam Jakobsen og Sebastian Czajkowski scorede begge 12 mål sidste år, mens førstnævnte i år stadig er på jagt efter sin første scoring i Vejle-trøjen efter 99 Superliga-minutter. Modsat nettede Sebastian Czajkowski i sine to første kamp som Vendsyssel-spiller.

Tilbage
Andet indhold