Sådan lukker du ned for den lille og hurtige samt den store og stærke angriber

Kris Stadsgaard kommer her med tips og tricks til hvordan du som forsvarsspiller trækker dig sejrsrigt ud af duellerne mod din direkte modstander. Forberedelse, selverkendelse og den rette kropsholdning er nogle af nøglerne, siger han.

Som seriespiller er scouting og detaljeret information om den kommende modstander langt fra en præmis de fleste hold er i stand til mønstre eller har ressourcer til.

 

Opvarmningen inden kamp er derfor ofte den eneste mulighed for at få et indtryk af, hvilken direkte modstander der venter i de kommende to gange 45 minutter på grønsværen.

 

Kris Stadsgaard, der fik 97 Superliga-kampe for FC Nordsjælland og FC København samt havde udenlandsophold i Norge og Spanien, giver her en række tips til hvordan du giver dig selv de bedste forudsætninger for at komme sejrsrigt ud af duellerne med både den lille og vævre angriber og mod den duel- og luftstærke tankcenterforward.

 

Den tidligere stopper, der nu driver egen virksomhed og lærer forsvarsspillets ædle kunster af sig i ProDefending, mener, at man allerede er kommet et godt skridt mod målet, hvis man forbereder sig på, hvad der kommer til at møde én i opgøret.

 

- Jeg tog mig altid en række forholdsregler alt efter hvilken type angriber jeg stod over for. Nu anså jeg min egen hurtighed som én af mine absolutte forcer, ligesom jeg var god til at læse spillet og bryde bolden langt oppe på banen, siger han.

 

Troen på egen fart gjorde, at Kris Stadsgaard ikke rystede i buskerne, når han lå over for en lille og hurtig angriber. Dem tog han gerne duellerne i bagrummet med og for ham gjaldt det for alt i verdenen om, at hans direkte modstander ikke fik plads nok til at blive retvendt og komme i løb ned mod målet.

 

- En mere langsom stopper, eller back for den sags skyld, er nok lidt mere påpasselig og frygter måske lidt mere de her én-mod-én løbedueller. Hvis man ikke har den fornødne fart, og det er jo en sund erkendelse i sig selv, så handler det om ikke at presse for højt op, for så efterlader du for meget bagrum.

 

- Hvis angriberen er dygtig nok til at registrere det og modtager bolden dybt, så står du i en situation, hvor de aldrig henter ham igen, tilføjer Kris Stadsgaard, ligesom han ydermere understreger vigtigheden af en korrekt kropsholdning og et lavt tyngdepunkt, så du sikrer dig størst mulig mobilitet i løbeduellerne.

 

På spørgsmålet om håndteringen af den store og duelstærke angriber kommer Kris Stadsgaard ind på, at dennes forcer oftest kan minimeres ved hjælp fra resten af holdkammeraterne.

 

Det kan ifølge den tidligere landsholdsspiller være svært at diktere og helt lukke et fysisk stærkt hold som FC Midtjylland nede i samtlige 90 minutter, men med de rette forhåndsaftaler kan trykket mindskes.

 

- Det kan være svært at eliminere én af de absolutte spidskompetencer hos en modstander. Men i forhold til at lukke en stor og stærk angriber ned, kan man som hold sørge for, at antallet af kvalificerede indlæg reduceres.

 

- Det gør man ved at skærme det gode ben hos indlægsspillerne i begge sider. På den måde tvinger du dem til at spille ind i midten eller endnu bedre bagud. siger han.

 

I selve duellerne med den stærke boksspiller gælder det om at holde sig inden for en afstand, så man altid kan nå at komme på kroppen af ham, hvis han kommer i afslutningsposition – det kan være enten med fødderne eller hovedet, beretter Kris Stadsgaard. På den måde sikrer du dig, at han ikke er hundrede procent i balance og kvaliteten i afslutningen vil som et resultat af dette falde drastisk, siger han afslutningsvis.

 

Spond har ramt det danske marked og bruges allerede flittigt blandt landets bredde- og elitetrænere. Du kan selv hente app'en i Apple Store eller Google Play.

Tilbage
  • #stadsgaard
  • #prodefending
  • #forsvar
  • #forsvarsspil
Andet indhold