Ludomani: Har betting-reklamer en effekt på antallet af spilleafhængige?

Nye tal viser, at antallet af brugte reklamepenge på bettingrelateret indhold er mere end fordoblet siden 2005. Konsekvensen kan ses på diverse behandlingscentre for ludomaner, hvor der er rekordlange ventelister.

Ludomani betegnes som en adfærd, hvor man er afhængig af spil der involverer pengegevinster. Spilleadfærden vil ikke være hensigtsmæssig, da personen ikke er i stand til at begrænse sig eller sit spil, lyder det på Center for Ludomanis hjemmeside.


Denne info er bettingselskaberne ligeledes klar over og mange vil mene, at de direkte lukrerer på det. Har man først én gang tilmeldt sig ét af selskaberne, er de ikke sene til at bombardere ens smartphone eller mailboks med konkurrencer, boostet oddsforslag eller bonusser af den ene eller anden karakter.


Den aggressive stil kan bestemt aflæses på flere af landets behandlingscentre, der melder om ventetider, der aldrig er set før - og ifølge et interview til TV2 Lorry, er over 10.000 danskere på den ene eller anden måde afhængige af spil med pengegevinster. Det er en voldsom stigning i forhold til tidligere tal. Og årsagen kan meget vel findes i de reklamer, vi dagligt støder på i mediebilledet.


Siden 2005 er det brugte beløb på reklamer for casino- og spillesider i diverse medier nemlig mere end fordoblet, og ifølge tal fra Center for Ludomani blev der i fjor brugt over 500 mio. kr. på at reklamere.


Hos Center for Ludomani i København kan nye spilafhængige først modtage behandling et stykke inde i 2019 og det ærgrer Michael Bay Jørsel, centerets leder.


- Vi oplever rigtig lange ventetider for tiden. Det er meget uheldigt. Både for de mennesker, der selv oplever spilleafhængigheden, men også for deres pårørende. To-tre ugers ventetid er fint, men kommer vi op i måneder, som vi oplever nu her, kan det ende med at gøre meget ondt, fortæller han i et interview til TV2 Lorry.


Hos et andet behandlingscenter, Tjelehuset - ligeledes i København, anser man bettingselskabernes aggressive markedsføringsstil som den helt store årsag til de lange ventelister.


- Vi oplever, at mange af de spilafhængige er vrede på den massive markedsføring, fordi de af den grund hele tiden bliver påmindet om deres spillelyst. Der er hele tiden reklamer og de modtager konstant mails med nye tilbud, lyder det fra Bente Esbensen fra Tjelehuset.


Har du selv et spilleproblem, er der nyttig hjælp at hente flere steder - blandt andet på www.ludomani.dk, hvor de gratis kan få råd og vejledning, til en bedre hverdag uden spilafhængighed.

Tilbage
Andet indhold