Livet i fodboldskyggen - vi zoomer ind på målmandsreserven

En træner har ofte tendens til at rotere mellem sine spillere i marken, men mellem stængerne kan der gå måneder før den normale reserve får chancen fra start. Det kræver en helt speciel mentalitet at besidde denne rolle, lyder det fra flere keepere.

I slutningen af 90'erne og ind i det nye årtusinde nåede danske Jørgen Nielsen at varme bænken for Liverpool ved utallige lejligheder, men efter fem lange år rejste han tilbage til hovedstadsområdet i Danmark uden én eneste førsteholdskamp for The Reds på CV'et.

Den nu 47-årige ex-keeper er blot ét af mange tilfælde, når det kommer til den evige målmandsreserve. Tilværelsen som det klare andetvalg kræver en helt speciel psyke langt væk fra mediernes overskrifter og omtale.

Spond har været i snak med Kenneth Stenild, der flere gange har oplevet livet i skyggesiden som reservekeeper over længere tid.

- Helt generelt kræver det noget specielt at være målmand. Vi er bygget anderledes mentalt og vores fejl på banen er ofte forbundet med en scoring til modstanderen eller et pointtab. Det er ligesom en risici, du må leve med som keeper, siger Kenneth Stenild, der efter flere år på bænken hos diverse Superliga-klubber nu oplever succes mellem stængerne i norske Fram Larvik.

Fra 2006 til 2013 var Stenild at finde på kontrakt hos tre Superliga-klubber: først AaB, sidenhen AC Horsens og slutteligt SønderjyskE. Men til trods for hele syv år i landets bedste række blev det blot til 21 optrædener for den nu 31-årige målmand. I starten var han helt afklaret med tilværelsen som backup for Karim Zaza, men det ændrede sig.

- Det var bare fedt at komme ind omkring holdet og snuse til det hele i starten. Det blev først hårdt, da jeg begyndte at få nogle kampe og så igen blev valgt fra. Det var sværere at acceptere at blive sorteret fra, når man følte sig berettiget til at spille.

- Ens tålmodighed bliver virkelig sat på prøve og jeg husker, at ventetiden sled mig op i AaB. Jeg havde nogle samtaler med klubben og Lynge Jacobsen (daværende sportsdirektør i AaB, red.) fortalte mig, at jeg ville fortryde mit skifte til AC Horsens dengang. Han vurderede, at jeg ville få chancen inden længe - hvis blot jeg bevarede tålmodigheden og havde is i maven, siger Kenneth Stenild.

Nordjyden lyttede dog ikke og drog videre i karrieren. Men heller ikke i Horsens blev det til fast spilletid og så gik turen til Haderslev og en kontrakt hos SønderjyskE, hvor han i 2012 skulle tage kampen op med den nyindkøbte nordmand, Håkon Opdal.

Modsat tiden i AaB, hvor Kenneth Stenild erkendte, at Karim Zaza på daværende tidspunkt var en bedre keeper end ham selv, var han ikke imponeret over nordmanden evner mellem stængerne. Trods dette, blev det kun til ti kampe for SønderjyskE, da der efter målmandens eget udsagn gik politik i den.

- Jeg husker, at Håkon Opdal slet ikke slog til og jeg følte egentlig, at jeg havde præsteret bedre end ham i vores kampe op til sæsonstarten, siger han, og fortsætter.

- Men træneren og den sportslige ledelse følte måske de var nødt til at spille ham fra start, da han jo var hentet ind som det klare førstevalg. Der gik helt sikkert politik i den og situationer som disse kræver, at du er bygget af noget helt specielt. Jeg husker faktisk, at jeg var klar til helt at kvitte fodbolden i løbet af min sidste tid i klubben, afslutter Kenneth Stenild.

Den nu 31-årige keeper har dog genfundet fodboldglæden i Norge, hvor han har været fast mand i to klubber siden 2013.

Tilbage
Andet indhold