Foto: Unsplash
Foto: Unsplash

Krise: Mange eliteudøvere oplever identitetstab, når de skal leve et helt normalt liv

Nye tal viser, at flere og flere unge idrætsudøvere oplever identitetstab, når de stopper deres aktive karriere tidligere end den oprindelige plan. Eksperter langer ud efter klubberne, der ifølge dem løber fra et nødvendigt ansvar.

Hvad sker der, når en ung eliteidrætsudøver af den ene eller anden årsag tvinges til at stoppe som aktiv før tid? Nogle har måske gjort sig tanker om fremtiden, men nye tal viser desværre, at mange suges ned i et sort hul og oplever store udfordringer i livets videre færd.


Én af dem var Alexander Vestergaard, der siden sin helt spæde ungdom brugte størstedelen af sine vågner timer i den lokale håndboldhal. Han åndede og levede så at sige for sporten og harpiks om fingrene.


- Jeg bandt rigtig meget af min identitet op på den, jeg var på håndboldbanen. Da jeg fjernede den stolpe i mit liv, var der et hul, siger han i et interview til DR Sporten, og fortsætter:


- Håndboldbanen har altid været det sted, hvor jeg har været bedst. Derfor har det betydet meget for min selvopfattelse, og det har betydet meget for mig, at andre var klar over, at her var jeg god.


I artiklen rejses der spørgsmålstegn ved klubbernes rolle i denne problemstilling og flere eksperter mener reelt, at klubberne løber fra deres ansvar, når det kommer til at sende deres tidligere spillere videre i livet.


Den holdning deler man også i håndboldens Divisionsforening, hvor formand Kasper Jørgensen flere gange har været vidne til, at klubberne vender det blinde øje til, når en spiller har forladt truppen af den ene eller anden årsag.


Eksperterne på området har listet følgende råd op, hvis man selv står eller har stået i en lignende situation; Ræk ud til din familie eller venner, snak med atleter fra de ældre årgange, lad være med at ignorere dine følelser og spørg altid om hjælp, så du ikke selv forsøger at finde alle svarene.


Hvad mener du? Har klubberne et ansvar eller må man også bare erkende, at elitesport langt hen ad vejen er et spørgsmål om "Survival of the fittest"?

Tilbage
Andet indhold