Kan det betale sig at træne over- og undertalssituationer?

Hvor meget trænes over- og undertalssituationer ude i serieklubberne, hvor en advarsel er lig med ti minutter på sidelinjen? Spond har spurgt en række trænere om de taktiske facetter, når man enten er en mand mere eller mindre på banen.

Du kender det alt for godt. Din højreback satser lidt for meget i en fifty-fifty-bold, og ender med at save modstanderen ned. Dommeren taktserer det til en advarsel og dermed spiller du i undertal i kommende ti minutter.

Men er det som træner noget man kan forberede sig på, eller skal de dyrebare træningstimer bruges på eksempelvis dødbolde, opspilsmønstre eller organiseringen af genpresset? Vi har spurgt en række trænere om netop det.

- Nu træner jeg U11-drenge, og der bruger vi ikke så meget tid på det, siger Anders Trøst, og tilføjer.

- Vi træner i forvejen meget 1vs2 og 2vs3 på mindre områder, så vi føler ikke behov for at gøre det på stor bane. Det handler om at give drengene de rigtige idéer og værktøjer, til at løse situationer i under- eller overtal, siger han.

Den holdning deler Brian Gallon ligeledes. Også på hans hold trænes der meget i overtalssituationer på mindre områder, mens han i kamp mener det er træneren alene der står med ansvaret, når dommeren hiver et kort op af brystlommen.

- Som træner har du ikke indflydelse på, om nogle fra dit hold modtager et kort. Der handler det om at reagere i forhold til kampens udvikling. Derfor synes jeg, det er spild af tid at træne. Det er jo mere eller mindre tilfældigt, siger han.

Allan Henriksen mener dog, at der er procenter at hente, hvis man er forberedt på situationen.

- Jeg synes, det er et vigtigt parameter at have med som serietræner. Der er stort set kort i alle kampene, så en kamp består enten af over- eller undertalsspil i mere end 20% af tiden. Det er en betydelig del, og jeg synes oftest kampene skifter karakter, når det ene hold bliver ramt af en advarsel. Jeg tænker meget på hvad vi som hold skal gøre, når vi spiller i over- eller undertal, siger han.

Tilbage
Andet indhold