Hvor meget betyder sammenhold på og uden for banen?

Sammenholdet blandt spillerne på et fodboldhold er vigtigt at pleje, for det viser sig ofte at have en positiv effekt på selve spillet i kampene

Træningslejr, teambuilding og fællesspisning efter træning. Det er blot nogle af de måder, som mange sportshold vælger at prioritere for at ryste deres spillere mere sammen. Men hvor stor en betydning har sammenholdet på et fodboldhold egentlig? Og er sammenholdet uden for banen lige så vigtigt som inde på banen?

Flere undersøgelser viser, at vi mennesker arbejder bedst sammen, når vi indgår i fællesskaber, hvor vi føler os trygge, og hvor vi føler, at vores rolle er værdsat. Det gælder lige så vel på et fodboldhold, som på en arbejdsplads.

En del af noget større

Sammenholdet på et fodboldhold udspringer i bund og grund fra den følelse spillerne får af at være en del af noget større. Nemlig at være en del af et fællesskab, hvor der er plads til alle, og hvor alle bliver inkluderet.

Spillerne på et fodboldhold kan være vidt forskellige, men stadig føle sig som en betydningsfuld og værdsat del af holdet, når alle mødes hver tirsdag og torsdag aften på træningsbanen.

Det skal give mening for spillerne at danne et fællesskab omkring fodbolden. Hver enkelt spiller skal føle, at de har en rolle, som bliver værdsat af de andre holdkammerater. Og det gælder både på banen og uden for banen.

Tillid gør spillet bedre 

Udover det primære fokus på det praktiske og taktiske omkring fodbold, kan det også være en stor fordel at huske på de mere uformelle og sociale sider ved at være et hold. Det kan give et hold meget styrke, hvis spillerne ikke kun ser hinanden som medspillere, men også som venner.

Det giver spillerne en større motivation og anledning til at ville støtte op om hinanden, hvis kemien og stemningen på holdet fungerer godt. Og det vil ofte også vil vise sig i kampene, uanset om man vinder eller taber.

Med tillid til hinanden, bliver den enkelte spillers spil ofte bedre, fordi der er garanti for at resten af holdet vil bakke op, uanset om det går godt eller dårligt. På den måde løber man heller ikke rundt på banen og frygter at lave fejl, fordi man ved at holdkammeraterne har ens ryg.

Tilbage
Andet indhold