Foto: FIFA TV
Foto: FIFA TV

Fra næste sommer: VAR kommer til Danmark og Superligaen

DBU meddelte for nylig at man fra sæsonen 2020/21 indfører VAR, Video Assistant Referee, i landets bedste fodboldrække for mænd, Superligaen. Formanden for Danske Fodbold Fans er dog splittet angående beslutningen.

Efter længerevarende rygter, er det nu en realitet: Danmark og Superligaen får fra næste sommer VAR-teknologien som hjælperedskab til kampenes dommere, i håbet om en mere fair og korrekt afgørelse af kampene.


VAR blev for alvor rullet ud under sidste års VM-slutrunde i Rusland, ligesom større ligaer som La Liga, Bundeligaen og Serie A har benyttet sig af teknologien i et års tid, akkurat som Champions League og de afgørende kampe i Europa League. Nu er turen så kommet til Superligaen på hjemlig grund, men Christian Rothmann, formand for organisationen Danske Fodbold Fans, er ikke kun begejstret for beslutningen. 


Han frygter stadig, som man har set det i nogle af de ovennævnte turneringer, at oplevelsen blandt fans på stadion vil blive mudret, og at mange tilskuere vil stå tilbage med en uforløst oplevelse efter en VAR-kendelse:


- Jeg har selv oplevet, hvordan det fungerer på stadion, da jeg så kampe under VM i Rusland, og der var det ikke god reklame for teknologien, siger han i et interview med bold.dk.


- Det vigtigste og største problem, VAR står over for, er at få kommunikeret ud til folk på stadion, hvad der sker, når hændelserne kigges igennem, afslutter han. 


Foruden de ovennævnte eksempler rettes kritikken mod VAR også hen imod de mange spilstop samt frygten for, at teknologien dræber den umiddelbare og ubetingede jubel på tilskuerpladserne. 


Hvad siger I? Er indførelsen af VAR den rette beslutning eller er der fortsat for mange spørgsmål og ”børnesygdomme” forbundet med det teknologiske redskab?

Tilbage
Andet indhold