Frederik Frankman
Frederik Frankman

Flere og flere danskere udlever "den amerikanske drøm"

Interessen for fodbold, eller soccer som de kalder det, er stødt stigende i USA og 25-årige Frederik Frankman arbejder til daglig med at sende håbefulde danskere afsted på college i Staterne. Bliv klogere på forholdene her.

”If you can make it here, you can make it anywhere” blev der engang sagt om tilflyttere til millionbyen New York på den amerikanske østkyst.

 

Hvad angår fodbold, eller ”soccer” som de kalder det over Atlanten, har amerikanerne historisk haltet efter flere af de andre kontinenter, men niveaustigningen, pengene og ikke mindst tilføjelsen af en række prominente navne, har fået interessen til at stige stødt i løbet af de seneste årtier.

 

Faktisk er seertallet på MLS tredoblet siden midten af 00’erne og herhjemme har flere og flere unge og håbefulde danskere også fået øjnene op for det amerikanske marked.

 

25-årige Frederik Frankman arbejder til daglig for organisationen CSUSA, der hjælper unge talenter tættere på ”den amerikanske drøm” med scholarships og alt det praktiske.

 

Frederik rendte som 18-19 årig selv rundt som et stort talent i de danske U-rækker, hvor han nåede at optræde for flere klubber i det storkøbenhavnske. Springet til seniorbolden gik dog ikke helt glat, og han valgte i stedet at pakke tasken og rejse til staterne, på det der skulle vise sig at blive hans livs eventyr.

 

Han nåede i alt fire år på college i USA og her oplevede han ressourcer og midler som de flester Superliga-hold ville misunde, ligesom de største kampe blev overværet af op imod 6-7.000 ellevilde tilskuere.

Udover de mange tilskuere til kampene var forholdene i dagligdagen også i top. Frederik Frankman fortæller om jacuzzi og isbad samt adgang til personlig massage, fysiske trænere og fysioterapeuter, der nærmest i døgndrift stod klar til at hjælpe med selv det mindste. Siden 2013 har han selv sørget for, at andre eventyrlystne danskere kan få muligheden i det amerikanske og via hans arbejde sørger han ofte for, at spillerne får opholdet samt kost og logi betalt.

 

 - Har man lyst til at prøve kræfter med collegefodbolden i USA kan man henvende sig til os. Så udarbejder vi en rapport på dine evner og estimerer, hvor og hos hvem du som spiller og profil kunne passe ind, siger han, og tilføjer.

 

- I de fleste tilfælde scouter vi dog spilleren selv. Vi ser meget ungdomsfodbold her i landet, hvor drengene eller pigerne er i slutningen af deres teenageår og snart står foran springet til seniorfodbolden.

 

- Det er her vi normalt ser, at mange bliver sorteret fra i deres respektive klubber. Hos CSUSA sørger vi altid for at sætte spillerne op med skoler, som oprigtigt er interesseret i dem - og gerne omkring en håndfuld, så spilleren i sidste ende kan træffe beslutningen selv, siger Frederik Frankman.

Den nu tidligere elitespiller oplever en stigende interesse for collegeopholdene i Danmark og i august måned sendte han 15 nye, håbefulde danskere afsted over Atlanten. Målsætningen er, at det tal fordobles næste sommer, fortæller han.

Tilbage
Andet indhold