Elitetrænere holder sig skarpe i TV og andre medier

Flere og flere ledige toptrænere benytter sig af medierne for at forblive i fodbolddanmarks hukommelse. For Rasmus Monnerup og Glen Riddersholm har det dog givet dem mere end bare omtale og tid i æteren.

Efter en 5-1 sejr over FC Helsingør fik Glen Riddersholm sparket af AGF-ledelsen i slutningen af september måned sidste år.

Den 46-årige midtjyde oplevede nu for anden gang på få år at gå ledig, da han efter at have sikret FC Midtjylland klubbens første sæt guldmedaljer i sæsonen 2014/15 også røg ud i kulden.

Glen Riddersholm har i perioderne som ledig optrådt på diverse TV-kanaler som ekspert- og medkommentator, i flere podcast- eller radioprogrammer, og på den måde har han aldrig følt sig uden for det miljø, han elsker så meget.

- Først og fremmest er det en god og oplagt mulighed for at holde sig inde i miljøet, og samtidig er det med til at holde dig skarp rent fagligt. Man får ofte én eller flere klare og håndgribelige opgaver som ekspert. Det kan være, at holde øje med en specifik spiller eller et holds opspil og det gør, at du holder fokus i stedet for at zappe rundt mellem flere kampe, som man ellers let kan have tilbøjelighed til, siger han til Spond, og tilføjer, at pausen fra trænerfaget har gjort det muligt at optimere flere ting.

- Min pause fra trænerfaget har faktisk gjort, at jeg har fået tid til at sætte flere ting i orden og digitalisere mere af min viden. Jeg er jo fra den gamle skole med papirlapper, men nu har jeg fået sat det hele i et effektivt system, så jeg kan spare noget tid fremadrettet.

- Jeg kan samtidig mærke, at min lyst til at træne på eliteplan er helt tilbage igen. Da jeg stoppede i FC Midtjylland nåede jeg kun at gå ledig i to-tre måneder inden jeg startede op i AGF, men denne gang har jeg været væk længere og fået tid til at få det hele lidt mere på afstand. Nu er jeg klar til noget nyt, afslutter Glen Riddersholm.

Den nu tidligere FC Roskilde-træner Rasmus Monnerup har gennem det seneste års tid optrådt som fast ekspert i diverse podcasts hos Mediano, og efter afskedigelsen med 1. divisionsklubben har han kunne mærke en stigende interesse for ham som person og træner grundet hans optræden i det anerkendte medie.

- Efter jeg er blevet ledig på markedet har jeg kunne mærke en markant større interesse og nysgerrighed for mig som træner, og det skyldes helt sikkert, at jeg er begyndt at medvirke i Medianos podcast'.

- Feedbacken har egentlig udelukkende været positiv. Jeg har ikke mødt nogle negative kommentarer fra folk i miljøet, om at jeg deltager og udtaler mig hos et medie. Folk synes kun det er fedt, siger han.

Rasmus Monnerup er dog klar over, at man nemt kan komme til at træde nogen over tæerne, når man bliver bedt om at komme med kommentarer og holdninger til klub- eller personemner fra samme omgangskreds, som man selv kommer fra.

- Jeg er meget bevidst om, at jeg kun udtaler mig om noget jeg selv kan stå inde for som træner. Det betyder samtidig også, at jeg helst stiller op som ekspert på de udenlandske ligaer, da jeg jo har en relation til de fleste danskere trænere og derfor vil være lidt farvet i mine udtalelser, afslutter han.

Rasmus Monnerup stod tidligere i spidsen for Skjold Birkerød, dengang de befandt sig i 2. division.

Tilbage
Andet indhold