Foto: Christoph Schulz, Unsplash
Foto: Christoph Schulz, Unsplash

Danske klubber gambler med deres image i Dubai eller Emiraterne

Kenneth Cortsen er ekspert inden for sportsøkonomi- og branding og nordjyden mener, at flere af de danske Superliga-klubber kan få ridser i "image"-lakken, når Dubai eller De Forenede Arabiske Emirater er destinationen for træningslejren i vintermånederne. Læs hele interviewet her.

I forbindelse med forberedelserne til forårssæsonen drog flere af landets Superliga-klubber mod varmere himmelstrøg i enten Dubai eller De Forenede Arabiske Emirater. Lande, der i den grad deler vandene i det offentlige rum, da de har ry for at se stort på menneskerettigheder og oftest sættes i forbindelse med tortur og korruption.


Ønsker man at agere på sådanne adresser, skal man være forberedt på kritik, mener Kenneth Cortsen, der til daglig arbejder og underviser i økonomi og branding inden for sportens verden.


- Professionelle fodboldklubber bevæger sig konstant i offentlighedens søgelys, hvorfor deres handlinger er genstand for meningsudvekslinger og diskussioner. Derfor skal klubberne nøje vurdere deres handlinger i relation til en prioritering af deres interessenter og evnen til at håndtere 'the test of public opinion' uden, at dette får negative konsekvenser for klubbens positionering, siger Kenneth Cortsen indledningsvis, og fortsætter:


- Hvad angår træningslejre visse steder, er nogle klubber kommet i skudlinien. Det er selvfølgelig en balancegang, hvor disse klubber skal vurdere, om det rent sportsligt er gavnligt at vælge det pågældende sted fremfor eksempelvis at vælge La Manga i Spanien eller lignende steder som ikke giver deler vandene på samme måde.


- Når alt kommer til alt, skal en klub jo vurdere sine handlinger og i den vurdering erkende sammenhængskraften mellem sportslig og forretningsmæssig performance. Derfor er sportslige valg, som ikke nødvendigvis giver en stor konkurrencefordel, men som kan give nogle imagemæssige ridser i lakken og kan skade den forretningsmæssige del, noget, som altid skal gennemrationaliseres, afslutter han.


F.C. København, Brøndby og FC Midtjylland var alle et smut i oliestaterne denne vinter, ligesom Real Madrid dystede mod lokale Al-Ain i finalen ved VM for Klubhold i midten af december måned.

Tilbage
Andet indhold