Foto: Adrià Crehuet Cano, Unsplash
Foto: Adrià Crehuet Cano, Unsplash

Debat: Skulderskub og tacklinger - hvornår skal det begynde?

I professionel fodbold spiller fysikken en stor rolle, men hvornår skal skulderskub og tacklinger være en del af børn- og unge fodbold? Det diskuteres der heftigt i dette opslag.

I de første år lærer børn primært, at fodbold handler om spil med bolden og om at hygge sig med sine venner. Men hvornår skal taktiske og fysiske aspekter bringes ind i legen?


Det spørger Mads Drachmann om i Facebook-gruppen "Fodboldtræner", og dette opslag skabte stor debat og diskussion. Her følger et udpluk af de i alt 25 kommentarer, opslaget i skrivende stund har fået.


Jesper Myhrmann mener, at man i Danmark bør lære af andre nationer, hvor det fysiske aspekt allerede er en del af spillet i en tidlig alder: "I Tyskland bliver der virkelig gået til stålet. Allerede fra U8 eller deromkring. Jeg har set en del træninger dernede og de skyr ingen midler. De er af den opfattelse, at de små lige så godt kan lære det før eller siden", skriver han.


En anden bruger, Henrik Beuschau, mener også at 8-9-års alderen er passende, men han påpeger samtidig, at det er vigtigt at skride hurtigt ind, hvis det fysiske spil udvikler sig: "Vi er begyndt at arbejde lære vores U9'ere at skærme bolden. Der lærer de at bruge deres krop og det synes jeg er helt okay i den alder. Vi ser dog at drengene til træning begynder at rive og flå i hinanden og lave små svinestreger, og her er det vigtigt at vi stopper det med det samme", mener han.


I samme opslag spørger Allan Smedemark, der til daglig træner et U13-pigehold, ind til hvordan man kan forbedre pigernes evner til at bruge kroppen, da hans hold simpelthen er "for flinke" i kampene. Her kommer Jesper Nimb Sørensen til undsætning og forslag til en række øvelser: "1 mod 1 - det holder hele vejen! Der kan sættes et hav af konkurrencer og mål op til i 1 mod 1. Et eksempel kunne være; Én har bolden og skal forsøge at beskytte den i en lille firkant - kun ved at bruge kroppen. Den anden har til opgave, at få bolden fri. Det er kun tilladt at bruge lovlige midler. Lav bare flere grupper - gør dette i ca. 30 sekunder og så videre til ny gruppe", lyder svaret fra Jesper Nimb Sørensen.


Hvornår synes du det er okay at lære børn og unge om skulderskub? Og hvorfor?

Tilbage
Andet indhold